Du er her:
Hærmændene paa Helgeland
 Innstillinger for teksten Nedlastinger
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
​
HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND.
​ ​
HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND,
SKUESPIL I FIRE HANDLINGER
AF HENRIK IBSEN.
TREDJE UDGAVE.
[ Logo: Gyldendalske Boghandels forlagsstempel ]

KØBENHAVN.

FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).

THIELES BOGTRYKKERI.

1874.
​ ​ ​
DE OPTRÆDENDE :
Ørnulf fra Fjordene , landnamsmand på Island.
Sigurd hin stærke, søkonge.
Gunnar herse, rig bonde på Helgeland.
Thorolf, Ørnulfs yngste søn.
Dagny, Ørnulfs datter.
Hjørdis, hans fosterdatter.
Kåre bonde, en helgelænding.
Egil, Gunnars søn, fire år gammel.
Ørnulfs sex ældre sønner.
Ørnulfs og Sigurds mænd.
Gæster, huskarle, terner, fredløse mænd, o. s. v.
Handlingen foregår i Erik Blodøkses tid på og i nærheden af Gunnars
gård på Helgeland i det nordlige Norge.
​ ​ ​ ​
FØRSTE HANDLING .
(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen. Til venstre et
nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i viken;
langt ude til højre skær og høje holmer; søen er i stærkt oprør, det er
vinter med snetykke og storm.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
(Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med sølv-
belte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer han
et kort sakssværd. Ørnulf viser sig straks efter oppe mellem fjeldene,
klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner samt
lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe
med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han
er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt
bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)
Sigurd
(træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt derhen og prøver
at bryde døren op).
Ørnulf
(kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at genkende
ham, stiger ned og råber):
Vig marken, hærmand!
Sigurd
(vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):
Det var første gang ifald jeg gjorde det!
Ørnulf.
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til
nattely for mine stivfrosne mænd.
​
s. 8
Sigurd.
Og jeg for en mødig kvinde.
Ørnulf.
Mine mænd er mere værd end dine kvinder!
Sigurd.
Så må skoggangsmænd stå højt i pris på
Helgeland!
Ørnulf
(hæver spydet).
Dyrt skal du bøde for de ord!
Sigurd
(drager sit sværd).
Nu vil det gå dig ilde, gubbe!
(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forsvarer sig.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs
sex sønner fra fjeldene til højre .)
​
Dagny
(der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks hætte, råber
ned til skibene):
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides
med en fremmed!
Ørnulfs sønner.
Til hjælp for gubben!
(de stiger ned.)
Sigurd
(til sine mænd).
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!
Ørnulf
(til sønnerne).
Lad mig slås i fred! (farer ind på Sigurd.) Jeg vil
se dit blod!
​
s. 9
Sigurd.
Se først dit eget!
(sårer ham i armen, så at spydet falder.)
Ørnulf.
Godt var det hugget, hærmand!
Snygt du sværdet svinger,
hvast du ved at ramme;
Sigurd selv, hin stærke,
står for dig tilskamme!
Sigurd
(smilende).
Så er skammen ham til hæder!
Ørnulfs sønner
(med et udråb af forundring).
Sigurd selv! Sigurd hin stærke!
Ørnulf.
Men hvassere ramte du den nat, du rante
Dagny, min datter !
(kaster hætten tilbage.)
Sigurd og hans mænd.
Ørnulf fra Fjordene!
Dagny
(glad, men dog med et udtryk af uro).
Min fader og mine brødre!
Sigurd.
Stil dig bag ved mig.
Ørnulf.
Det gøres ikke behov. (nærmer sig til Sigurd.) Jeg
drog kendsel på dig så såre du kom mig for øje, ​
s. 10

derfor ypped jeg strid; prøve vilde jeg om
rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den
djærveste idrætsmand i Norge. Nå, fred og for-
lig være mellem os!
Sigurd.
Bedst, ifald det så kunde føje sig.
​
Ørnulf.
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe;
så ramme hug har ingen før skiftet med gamle
Ørnulf.
Sigurd
(ryster hans fremrakte hånd).
Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes
mellem os to. Og hermed byder jeg dig selv-
dømme i den sag, der er os imellem; er du
villig til at vælge de vilkår?
Ørnulf.
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes.
(til de øvrige.) Så gøres da vitterligt for alle, hvad
sagen gælder. For fem vintre siden lå Sigurd
og Gunnar herse som vikinger på Island og
havde fredland der den vinter tæt under min
gård. Da rante Gunnar med vold og sned min
fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny,
mit eget barn, og sejlede bort med hende. For
dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede
i sølv, og skal med det din ufredsgerning være
sonet.
​
s. 11
Sigurd.
Billige kår tykkes mig at være, hvad du
der byder; de tre hundrede skal jeg udrede og
lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en
kongegave fra Ædhelstan i England og så god,
som nogen mand har båret den på Island.
Dagny.
Ret så min bolde husbond; og tak, du, min
fader; nu først er jeg frejdig tilsinds!
(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)
Ørnulf.
Så stå da forliget ved magt mellem os, og
skal Dagny efter denne tid være fuldt så hæderlig
at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine
frænders minde.
Sigurd.
Og på mig kan du nu lide, som på din
egen æt!
Ørnulf.
Det tænker jeg forvist jeg kan, og vil på
stand friste, hvor god du er mig.
Sigurd.
Rede skal du finde mig; sig frem, – hvad
kræver du?
Ørnulf.
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet
hid​ til Helgeland for at søge Gunnar herse og
kræve ransbøder for Hjørdis.
​
s. 12
Sigurd
(overrasket).
Gunnar!
Dagny
(ligeså).
Og Hjørdis, – hvor er de at finde?
Ørnulf.
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg.
Sigurd.
Og den ligger –?
Ørnulf.
Ikke mange pileskud borte; har du ikke
vidst det?
Sigurd
(med undertrykt bevægelse).
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurgt fra
Gunnar siden vi sidst sejled fra Island sammen.
Vidt for jeg i viking og tjente mange konger
udenlands, medens Gunnar sad hjemme. Hid
under land kom jeg idag i lysingen, fordreven
af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her
nordpå var mig nok vitterligt, men –
Dagny
(til Ørnulf).
Og i det ærinde for du hjemmefra?
Ørnulf.
Så er det. (til Sigurd.) At vi to mødtes har
været et værk af de vældige deroppe; de vilde ​
s. 13

det så. Havde jeg tænkt på at søge dig, så
vidste jeg lidet hvor du var at finde.
Sigurd
(tankefuld).
Vel sandt, vel sandt! – Men nu den sag
med Gunnar, – sig mig, Ørnulf, tænker du at drive
den stærkt, af al formue, både med godt og
ondt?
Ørnulf.
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg
vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der
var mange hæderlige mænd tilstede. Da thing-
dagene var tilende, sad jeg i boden og drak
sammen med mine herredsmænd og så kom
kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre,
fordi jeg lod den tort sidde uhævnet på mig så
lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til
Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn
for ranet og aldrig fare hjem til Island igen før
jeg havde vidst at fremme min sag.
Sigurd.
Ja, ja! står det så, da skønner jeg nok at
sagen må drives stærkt ifald det trænges om.
​
Ørnulf.
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være,
og Gunnar er mig nævnt som en hæderlig mand.
Glad er jeg også at jeg for i denne færd; tiden
faldt mig lang på Island tilslut; derude på de ​
s. 14

blå vande var jeg bleven gammel og grå, det
bares mig for som jeg måtte ud på dem engang
til førend jeg, –; nå ja, – Bergthora, min gode
hustru, var jo død for længe siden, mine ældste
sønner for hver sommer i viking, og da nu
Thorolf vokste til –
Dagny
(glad).
Thorolf er med? Hvor er han?
Ørnulf.
Ude på skibet. (peger mod baggrunden til højre.) Der
skal du se en gut; stor og stærk og fager er
han bleven siden du sad hjemme. Det vil blive
en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme
til at ligne dig.
Dagny
(smilende).
Det er nu som før, skønner jeg; stedse stod
Thorolf dit hjerte nærmest.
Ørnulf.
Han er den yngste og sin moder lig, deraf
kommer det.
Sigurd.
Men sig mig nu, – dit ærend hos Gunnar
herse, – tænker du alt idag –?
Ørnulf.
Heller idag end imorgen. Med rimelige
bøder skal jeg være fornøjet; vægrer Gunnar sig ​
s. 15

ved sligt forlig, så får han friste de kår, som
følger på.
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå vadmels-
kofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)
Kåre.
Godt møde, hærmænd!
Ørnulf.
Hærmænds møde skattes sjelden godt.
Kåre.
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig
fred iblandt jer; Gunnar herses husfolk står mig
efter livet!
Ørnulf.
Gunnar herse!
Sigurd.
Så har du øvet ondt imod ham!
Kåre.
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangs-
kvæg sammen på en holme tæt under land;
Gunnars folk​ tog mine bedste okser bort, og en
af mændene skældte mig for en træl; så bar jeg
våben på ham og fældte ham.
Ørnulf.
Det var lovlig gerning.
Kåre.
Men nu imorges kom hans karle mod mig
med ufred; lykken var mig god, så jeg blev ​
s. 16

varslet itide og slap bort; dog, stakket frist kan
jeg vente, for mine avindsmænd leder om mig.
Sigurd.
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums
tid kendte jeg Gunnar så godt som mig selv, og
det ved jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig
mand.
Kåre.
Gunnar har ingen del i al den ufærd, han
er sønderpå landet; nej, det er Hjørdis, hans
hustru –
Dagny.
Hjørdis!
Ørnulf
(mumlende).
Ja ja, det kunde ligne hende!
Kåre.
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var
han villig til at tage, men så kom Hjørdis til,
ægged sin husbond med mange hånlige ord og
hindred forliget; siden drog Gunnar sørpå, og
imorges –
Sigurd
( ser ud til venstre ).
Der kommer vejfarende mænd nordefter, er
det ikke –?
Kåre.
Det er Gunnar herse selv!
​
s. 17
Ørnulf.
Vær du trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få
jer forligte.
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt
i husdragt , brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har
han kun en liden håndøkse.)
Gunnar
(standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt –!
Ørnulf.
Der ser du ret nok.
Gunnar
(træder nærmere).
Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du
kommer med fred.
Ørnulf.
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.
Sigurd
(nærmer sig).
Vel mødt, Gunnar!
Gunnar
(glad).
Sigurd – fosterbroder! (ryster hans hånd.) ​ Ja, er
du med, da ved jeg visst , at Ørnulf kommer med
fred. (til Ørnulf.) Ræk mig hånden, gubbe! Hvad
ærend du har her nordpå er ikke svært at
skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter.
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
2
​
s. 18
Ørnulf.
Som du siger; stor tort voldtes mig, da du
for med hende fra Island uden at søge mit
minde.
Gunnar.
Du kommer med ret og skel; har svenden
flængt, så får manden flikke. Længe har jeg
ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan
bøder gøre det, så skal vi snart forliges.
Sigurd.
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.
Gunnar
(med varme).
Det må du, gubbe; skulde du værdsætte
hende som det bør sig, da vilde ikke alt mit
gods forslå!
Ørnulf.
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det
kan du lide på. Men nu en anden sag; (peger på Kåre)
ser du den mand der?
Gunnar.
Kåre bonde! (til Ørnulf.) Du ved da, der er
ufred mellem os?
Ørnulf.
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for
ran bør bødes.
Gunnar.
For drab ligeså; han har dræbt min træl.
​
s. 19
Kåre.
Fordi han håned mig.
Gunnar.
Jeg har sagt mig rede til forlig.
Kåre.
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og
imorges, mens du var borte, faldt hun over mig
og står mig nu efter livet.
Gunnar
(opbragt).
Er det sandt du siger; har hun –?
Kåre.
Hvert ord er sandt.
Ørnulf.
Derfor bad bonden om min bistand, og den
skal være ham sikret.
Gunnar
(efter et øjebliks betænkning).
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf;
det er derfor billigt, at jeg føjer mig efter din
vilje . Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig​ til at
lade trællens drab og al den ulempe, der er
voldt dig, gå op mod hinanden.
Kåre
(rækker Gunnar hånden).
Det er gode kår; dem tager jeg imod.
Ørnulf.
Og fred skal han have for dig og dine?
2*
​
s. 20
Gunnar.
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.
Sigurd
(peger ud til højre ).
Se der!
Gunnar
(misfornøjet).
Det er Hjørdis!
Ørnulf.
Med væbnede karle!
Kåre.
Hun søger mig!
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og
hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let
spyd i hånden.)
Hjørdis
(standser ved indgangen).
Mandstærke mødes vi her, som det lader!
Dagny
(iler hende imøde).
Hil og sæl, Hjørdis!
Hjørdis
(koldt).
Tak. Jeg har alt spurgt, at du ikke var
langt borte.
(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)
Gunnar og – Kåre, min avindsmand, –
Ørnulf og hans sønner, og –
(idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier
lidt, men fatter sig og siger:) ​
s. 21
Nu, mange ser jeg her, som jeg drager
kendsel på, – men ikke ved jeg, hvem der er
mig bedst sindet.
Ørnulf.
Vel nok sindet er vi dig alle.
Hjørdis.
Hvis så er, da vil du ikke nægte at give
Kåre i min husbonds vold.
Ørnulf.
Det gøres ikke behov.
Gunnar.
Der er nu fred og forlig mellem os.
Hjørdis
(med undertrykt spot).
Forlig? Nu ja, jeg ved du er en klog mand,
Gunnar! Kåre har truffet mandstærke venner,
og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest –
Gunnar.
Det nytter lidet at ægge mig med hånord !
(med vægt.) Kåre har fred for os!
​
Hjørdis
(tvinger sig).
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så
må løftet holdes.
Gunnar
(stærkt, men dog uden hæftighed ).
Det må det og det skal det!
​
s. 22
Ørnulf
(til Hjørdis).
Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til,
før du kom.
Hjørdis
(skarpt).
Mellem dig og Gunnar?
Ørnulf
(nikker).
Det gjaldt dig.
Hjørdis.
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det
siger jeg dig, min fosterfader, aldrig skal det
spørges, at Gunnar herse lod sig skræmme, fordi
du kom med våbenfolk til landet; var du kommen
som enlig, vejfarende mand i vor stue, så kunde
tvisten lettere jevnes.
Gunnar.
Ørnulf og hans sønner kommer med fred.
Hjørdis.
Kan så være, men på andet sæt vil det lyde
i folkemunde, og du selv, Gunnar, stoled nok
ikke så stærkt på freden igår, da du skikked
Egil, vor søn, sørpå såsnart det spurgtes at
Ørnulf lå i fjorden med hærskib.
Sigurd
(til Gunnar).
Du har skikket din søn sørpå?
​
s. 23
Hjørdis.
Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf
faldt over os!
Ørnulf.
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis;
hvad Gunnar har gjort turde være klog mands
gerning, såfremt du hindrer forliget.
Hjørdis.
Lykken råder for livet. Lad times hvad der
vil; men heller vil jeg falde, end frelse livet ved
fejgt forlig.
Dagny.
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere
mand for det.
Hjørdis.
Sigurd må selv vide bedst, hvad hans hæder
kan tåle.
Sigurd.
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.
Hjørdis.
Sigurd er en navnkundig drabsmand, men
djærvere dåd øved Gunnar, da han dræbte hvid-
bjørnen udenfor mit bur.
​
Gunnar
(med et forlegent blik på Sigurd).
Ja ja, lad det så være!
Ørnulf.
Vel sandt, det er den djærveste dåd, nogen
mand har øvet på Island, og derfor –
​
s. 24
Sigurd.
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig
uden at kaldes ræd.
Hjørdis.
Skal bod gives, så skal og bod kræves.
Gunnar, du drages til minde, hvad du engang
har lovet!
Gunnar.
Ilde betænkt var det løfte; kræver du at
det skal holdes?
Hjørdis.
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under
tag sammen efter denne dag. Så vid da, Ørnulf,
skal bod gives for din fosterdatters ran, så skal
du også bøde, fordi du dræbte Jøkul, min fader,
og tog alt hans gods og eje!
Ørnulf.
Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort
gjorde dine frænder mig, da de skikked dig
ukendt til Island og fik mig til at knæsætte dig.
Hjørdis.
Hæder og ingen tort havde du af at fostre
Jøkuls datter.
Ørnulf.
Idel ufred har jeg havt deraf, det ved jeg.
Hjørdis.
Værre ufred tør times dig nu, ifald –
​
s. 25
Ørnulf.
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder!
– Gunnar, hør nu mit sidste ord ; er du villig
til at bøde for kvinderanet?
Hjørdis
(til Gunnar).
Kom det ihu, som du har lovet!
Gunnar
(til Ørnulf).
Du hører, jeg har gjort et løfte og det må
jeg –
Ørnulf
( forbittret ).
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig på, at
jeg gav bod for ærligt drab!
Hjørdis
(med kraft).
Så trodser vi dig og dine!
Ørnulf
(med stigende vrede).
Og hvem har her ret til at kræve bod for
Jøkul? Hvor findes hans frænder? Ingen af dem
er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand?
Hjørdis.
Det er Gunnar på mine vegne!
​
Ørnulf.
Gunnar! Ja, var du fæstet til ham med din
fosterfaders samtykke, eller havde han bødet for
ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men –
​
s. 26
Dagny
(angst og bønligt).
Fader, fader!
Sigurd
(hurtigt).
Tal ikke ud!
Ørnulf
(med hævet stemme).
Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde
har ingen lovlig husbond!
Gunnar
(med hæftighed ).
Ørnulf!
Hjørdis
(i vildt udbrud).
Forhånet! beskæmmet ! (med dirrende stemme.) Det
– det skal du komme til at angre!
Ørnulf
(vedblivende).
Hærtagen kvinde er kun at agte som frille-
viv efter loven! Vil du vinde hæderligere kår,
så må du –
Hjørdis
(tvinger sig).
Nej, Ørnulf, bedre ved jeg hvad der skikker
sig. Er jeg kun at agte for Gunnars frille, –
godt og vel, så må han hædre sig med dåd, –
hædre sig så højt med dåd, at mine kår ingen
skam volder mig! Og vogt dig nu, Ørnulf; her
skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære
på dig og dine så tidt det så kan føje sig, utryg ​
s. 27

skal du være både på liv og lemmer, og det
skal hver og en som – (med et hvast blik til Kåre.)
Kåre bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig af din sag,
og der er fred mellem os, men ikke vil jeg råde
dig til at komme hjem med det første; den
dræbte har mange hævnere, og let kunde det
hænde sig at – ja, nu har jeg varet dig for
faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar,
ruste os må vi nu. En berømmelig dåd har du
øvet på Island, men større dåd må her øves,
ifald ikke din – din frille skal skamme sig over
dig og over sig selv!
Gunnar.
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at
te sig så!
Dagny
(bedende).
Bliv, fostersøster, – bliv; jeg vil tale min
fader tilrette!
​
Hjørdis
(uden at høre på hende).
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået,
at jeg skulde friste livet som en ussel frilleviv;
men skal jeg bære dette liv og denne skændsel,
bære det en eneste dag længere, så må min
husbond øve noget – noget, som gør ham
navnkundigere end alle andre mænd!
(går ud til højre .)
​
s. 28
Gunnar
(dæmpet).
Sigurd, et må du love; vi tales ved før du
farer fra landet.
(går med sine mænd til højre .)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Uvejret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød
skive dybt nede ved havranden.)
Ørnulf
(truende).
Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!
Dagny.
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!
Ørnulf.
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere
end bøder til mellem mig og Gunnar!
Sigurd.
Hvad agter du at gøre?
Ørnulf.
Det ved jeg ikke; men langvejs skal det
spørges, at Ørnulf fra Fjordene har gæstet Gunnar
herse!
Sigurd
(med rolig fasthed).
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf,
bære våben på ham skal du aldrig, sålænge jeg
er ilive!
Ørnulf.
Ikke det! Om jeg nu så vil det!
​
s. 29
Sigurd.
Ej skal det ske , – end ikke om du så
vil det.
Ørnulf
( hæftigt ).
Godt; hold du sammen med mine uvenner,
jeg drister mig endda til at gå mod jer alle!
Sigurd.
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke
leve, da vi to strides sammen; hæderligt forlig er
der mellem os, Dagny er mig kærere end våben
og guld, og aldrig skal jeg glemme, at du er
hendes nærmeste frænde.
Ørnulf.
Det vented jeg af dig, djærve Sigurd!
Sigurd.
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og
venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og
i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og
han er​ mig kærest af alle mænd; hærfærd huer
han ikke, så bold han end er; – nu godt, mig
kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes
for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og
beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i
denne sag!
Ørnulf.
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot
for alle kæmper, ifald jeg for tomhændet til
Island!
​
s. 30
Sigurd.
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken
ligger mine to langskibe med alt det gods, jeg
har vundet i viking; der findes mange kostelige
kongegaver, kister med gode våben og andet
ypperligt løsøre; tag du det ene skib, vælg det
du tykkes bedst om, det skal være dit med alt
hvad som findes ombord, – lad det være bod
for Hjørdis og lad Gunnar fare med fred.
Ørnulf.
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!
Sigurd.
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre
formeget.
Ørnulf.
Give dit halve gods og eje!
Sigurd
(indstændigt).
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad
der er mit, og lad mig fare med dig til Island
som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg
giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du
hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad
mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?
Ørnulf
(betænker sig).
To gode langskibe, våben og løsøre, – af
gods får ingen mand formeget , men, – ( hæftigt ) ​
s. 31

nej, nej, – Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke!
Uhæderligt var det, om jeg tog din ejendom!
Sigurd.
Men hør dog først –
Ørnulf.
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min
ret; lad så lykken råde.
Kåre
(træder nærmere).
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil
du fremme din ret efter bedste evne, så kan​ jeg
råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe
Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få,
ifald du vil lyde mig.
Ørnulf .
Hævn? Hvad råder du da til?
Sigurd.
Til ondt, det ser jeg nok!
Dagny
(til Ørnulf).
Hør ikke på ham!
Kåre.
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil
hun stå mig efter livet; lover du at værge mig
siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og
brænde folkene inde. Er det efter dit sind?
Sigurd.
Niding!
​
s. 32
Ørnulf
(roligt).
Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er
mere efter mit sind? (tordnende) At hugge næse og
øren af dig, du usle træl! Lidet kender du
gamle Ørnulf, ifald du mener, at han vil være
halvt om slig skændselsgerning!
Kåre
(der er vegen tilbage).
Falder ikke du over Gunnar, så falder han
over dig!
Ørnulf.
Det har jeg næver og våben til at hindre.
Sigurd
(til Kåre).
Og nu, bort fra os! Hæderlige mænd har
skam af dit samkvem!
Kåre
(ved udgangen).
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg
kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer
frem med lempe; jeg kender Hjørdis, – og skal
vel vide at ramme hende!
(går ned til søen.)
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Dagny.
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!
Ørnulf
(fortrædelig).
A , lad ham gøre hvad ham lyster; hun er
ikke bedre værd!
​
s. 33
Dagny.
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog
fostret hende.
Ørnulf.
Usalig var den time jeg tog hende under
mit tag; det begynder at gå som Jøkul sagde.
Sigurd.
Jøkul?
​
Ørnulf.
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham bane-
hugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på
mig og kvad:
Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje;
hvo der ejer Jøkuls skatte
skal ej glædes ved sit eje!
Da han så havde kvædet, taug han stille
en stund og lo, og derpå døde han.
Sigurd.
Det skal du lidet agte.
Ørnulf.
Ja ja, hvem ved ! Der går et sikkert sagn
om at Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte
at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har
forvist fået sin del , det kendes på hende (standser
ved at se ud til højre.) Gunnar! – Skal vi to stedes
til møde igen!
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
3
​
s. 34
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Gunnar
(kommer).
Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du
vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din
uven.
Ørnulf.
Hvad er din agt?
Gunnar.
At række dig hånden til fred før du rejser.
Hør mig alle; følg mig hjem og bliv som gæster
hos mig sålænge det lyster eder. På soverum
og gildekost skorter det ikke, og om vor tvist
skal hverken tales idag eller imorgen.
Sigurd.
Men Hjørdis –?
Gunnar.
Føjer sig efter min vilje ; hun skifted sind
på hjemvejen og mente som jeg, at vi nok
kunde forliges, ifald I vilde gæste os.
Dagny.
Ja, ja; så må det være!
Sigurd
(tvivlrådig).
Men jeg ved dog ikke om –
Dagny.
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg
måtte kende dig ilde ifald du vægrer dig.
​
s. 35
Gunnar
(til Sigurd).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi fær-
dedes; du vil ikke dennegang være mig imod!
​
Dagny.
Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder
med had igen; – nej, nej, det må vi ikke!
Gunnar.
Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det
er gjort godt igen, får jeg ikke fred for mig selv.
Sigurd
( hæftigt ).
Alt andet kan jeg gøre for dig, Gunnar,
kun ikke at blive her! (fatter sig.) Jeg er kong
Ædhelstans håndgangne mand, og jeg må til
ham i England endnu i vinter.
Dagny.
Men det kan du jo lige godt!
Gunnar.
Ingen ved hvad lod mænd kan møde; kan
hænde , Sigurd, at det er sidste gang vi træffes,
og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom
i det længste.
Dagny.
Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler
bort idag.
3*
​
s. 36
Sigurd
(bestemt).
Vel, lad så være! Det skal ske som I
ønsker , endskønt – dog, nu står det fast; der
er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig
og Hjørdis.
Gunnar
(ryster hans hånd).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel. – Og du,
Ørnulf, du siger som han?
Ørnulf
(tvær).
Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis
krænket mig; – idag vil jeg ikke svare.
Gunnar.
Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil
nok vide at glatte din pande. Nu bereder jeg
gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i
min hal!
(går ud til højre .)
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Sigurd
(for sig selv).
Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da
kender han hende lidet; snarere må jeg tro, at
hun pønser på – (afbryder og vender sig til mændene). Nu,
følg mig alle til skibene; gode gaver vil jeg
vælge for Gunnar og hans husfolk.
​
s. 37
Dagny.
Gaver af det bedste vi ejer . Og du, min
fader, – ja du får ikke fred for mig før du
føjer dig.
(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)
​
Ørnulf.
Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvind-
folk i huset, så – ha, vidste jeg ret at ramme
hende! – Thorolf kommer du hid!
Thorolf
(der raskt er trådt ind).
Som du ser ! Er det sandt der spørges, har
du været til møde med Gunnar herse?
Ørnulf.
Ja!
Thorolf.
Og har nu strid med ham?
Ørnulf.
Hm, i det mindste med Hjørdis.
Thorolf.
Så vær trøstig; nu får du hævn!
Ørnulf.
Hævn? Hvem hævner mig?
Thorolf.
Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en
mand løbende med en stav i hånden og råbte:
«Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra ​
s. 38

Kåre bonde og sig , at nu tager jeg hævn for
os begge.» Derpå gik han i en båd og roede
bort, idet han sagde: «Tyve fredløse mænd ligger
i fjorden; med dem går jeg sørpå, og inden
kvældstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom
at rose sig af.»
Ørnulf.
Det sagde han! Ha, ha, nu skønner jeg;
Gunnar har skikket sin søn bort, Kåre ligger i
ufred med ham –
Thorolf.
Og nu roer han efter og dræber gutten!
Ørnulf
(rask besluttet).
Afsted alle; det bytte vil vi strides om!
Thorolf.
Hvad har du isinde?
Ørnulf.
Lad mig om det; det skal blive mig, og
ikke Kåre, som tager hævn!
Thorolf.
Jeg går med dig!
Ørnulf.
Nej, du følger Sigurd og din søster til
Gunnars gård.
Thorolf.
Sigurd? Er han her i landet?
​
s. 39
Ørnulf.
Der ser du hans hærskibe; vi er forligte;
– du følger ham.
Thorolf.
Til dine uvenner?
​
Ørnulf.
Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære
gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for
ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører
du for ingen!
Thorolf.
Det lover jeg.
Ørnulf
(tager hans hånd og ser kærligt på ham).
Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i
gildehuset, så jeg har hæder af dig. Unødig tale
skal du ikke føre; men det du mæler, skal være
hvast som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge
godt vises dig; men ægges du, da skal du ikke
tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære;
men vis heller ikke hornet fra dig, når det bydes
med måde, på det at du ikke skal holdes for en
kvindekarl.
Thorolf.
Nej, vær du tryg!
Ørnulf.
Så, gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg
kommer også til gilde, og det på den vis , som, ​
s. 40

mindst ventes. (muntert til de andre.) Afsted, ulvunger;
slib jeres tænder, – nu skal I få blod at drikke!
(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden).
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Sigurd og Dagny kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af
to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)
Thorolf
( ser efter faderen).
Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må
ikke gå med; det er tungt at være den yngste
i ætten. – Dagny, hil og sæl dig, søster min!
Dagny.
Thorolf! Alle gode vætter, – du er jo
bleven voksen!
Thorolf.
Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene –
Dagny.
Ja ja, du siger sandt.
Sigurd
(rækker ham hånden).
I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke
fejler.
Thorolf.
Vilde han bare prøve mig, så –
Dagny
(smilende).
Men han sparer dig mere end du har sind
til; jeg mindes nok, han har dig fast altfor kær.
Sigurd.
Hvor gik han hen?
​ ​
s. 41
Thorolf.
Ned til skibet; – afsted nu, han kommer
siden!
Sigurd.
Jeg venter på mine mænd, de bringer varer
op og fæster skibene.
Thorolf.
Der må jeg hjælpe til!
(går ned til søen.)
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Sigurd
(efter en kort betænkning).
Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg
har ting at sige dig, som ikke længer må dølges.
Dagny
(forundret).
Hvad mener du?
Sigurd.
Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars
gård.
Dagny.
Farlig? Tænker du at Gunnar –?
Sigurd.
Gunnar er bold og brav; nej nej, – men
bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden
at gæste ham.
Dagny.
Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det?
​
s. 42
Sigurd.
Svar mig først på et . Den guldring, som
jeg engang gav dig, hvor har du den?
Dagny
(viser den frem).
Her om armen; du bød mig bære den.
Sigurd.
Kast den på havets bund, så dybt at den
aldrig findes; thi den kan blive mange mænds
bane!
Dagny.
Ringen!
Sigurd
(dæmpet).
Den kvæld, da kvinderanet gik for sig hos
din fader, – du mindes vel –
Dagny.
Om jeg mindes!
Sigurd.
Det er om det jeg vil tale.
Dagny
(spændt).
Hvad er det; sig frem!
Sigurd.
Du ved der havde været gilde; tidligt gik
du til sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved
drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet
rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. ​
s. 43

Jeg svor at føre en fager mø fra Island når jeg
rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav
drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet,
stod op og gjorde det løfte, at ingen kæmpe
skulde eje hende til viv, undtagen​ den, som gik
til hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod
bunden ved døren, og bar hende bort på sine
arme.
Dagny.
Ja ja, det ved jeg!
Sigurd.
Men alle mente de, at det var ugørligt; thi
bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis
kunde komme den nær, og den havde tyve
mænds styrke.
Dagny.
Men Gunnar fældte den dog, og blev navn-
kundig over alle lande for den dåd.
Sigurd
(dæmpet).
Det blev han, – men – jeg øved dåden!
Dagny
(med et udråb).
Du!
Sigurd.
Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar
mig følge med til enetale i soverummet. Da
sagde han: «Hjørdis er mig kærere, end alle ​
s. 44

kvinder; jeg kan ikke leve uden hende.» Jeg
svared ham: «Så gå til hendes bur; du ved de
vilkår hun har sat.» Men han sagde: «Kvindekær
mand skatter livet højt; uvist blev udfaldet, om
jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at lade
livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med.» Længe
talte vi sammen, og enden blev, at Gunnar gjorde
sit skib rede, men jeg drog mit sværd, tog
Gunnars hærklæder på og gik til buret.
Dagny
(med stolt glæde).
Og du – du blev bjørnens bane!
Sigurd.
Det blev jeg. I buret var mørkt, som under
ravnens vinger; Hjørdis mente det var Gunnar,
som sad hos hende, – hed var hun af mjøden,
– hun drog en ring af sin arm og gav mig; –
det er den, du nu bærer.
Dagny
(nølende).
Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?
Sigurd.
Mit sværd lå draget mellem os. (kort ophold.)
Før dagen gryde , bar jeg Hjørdis til Gunnars
skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled
bort med hende. Derpå gik jeg til din sovestue
og fandt dig​ der blandt dine kvinder; – nu,
hvad siden fulgte, det ved du; jeg for fra Island ​
s. 45

med en fager mø, som jeg havde svoret, og du
har siden trofast fulgt mig hvor jeg stævned hen.
Dagny
(i bevægelse).
Bolde husbond! Du øved hin stordåd; –
o, det burde jeg tænkt; ingen, uden du, var
dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige
kvinde, kunde du vundet, og kåred dog mig!
Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald du
ikke alt var mig det kæreste i verden!
Sigurd.
Dagny, min gode hustru, nu ved du alt –
hvad som trænges. Jeg måtte vare dig; thi
ringen, – lad den aldrig komme Hjørdis for øje!
Vil du gøre mig til vilje , så kast den ud –
dybt på havbunden!
Dagny.
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den
er jo en skænk fra dig! Men vær du tryg, jeg
skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg
røbe, hvad du her har sagt mig.
(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd.)
Thorolf.
Alt er rede til gildefærden!
Dagny.
Kom da, Sigurd, – du ædle, djærve kæmpe!
​
s. 46
Sigurd.
Rolig, Dagny, – rolig! I din magt står
det nu, om færden skal endes med fred eller
mandefald! (raskt til de øvrige.) Afsted alle til gildet
i Gunnars gård!
(går med Dagny til højre ; de andre følger efter).
​
​
ANDEN HANDLING .
(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre
døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeover
for dette, til højre , det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en
muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for
husets kvinder. Fra begge højsæder langs stuevæggene op mod baggrunden
strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor; stok-
ilden oplyser stuen.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
(Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)
Dagny.
Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig;
nu har du vist mig om i gården; jeg ved ikke
den ting det skorter dig på, og alt det du ejer
er skønt og ypperligt; – hvor kan du så klage?
Hjørdis.
Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i
stængerne, enten de så er af jern eller guld.
Dagny.
I en ting er du dog rigere end jeg; du har
Egil, din lille gut.
​
s. 48
Hjørdis.
Bedre ingen afkom, end en, der er uhæder-
lig født.
Dagny.
Uhæderlig?
Hjørdis.
Mindes du ikke, hvad din fader sagde?
Egil er en frillesøn; så var hans ord.
Dagny.
Et ord i vrede, – hvor vil du agte på det!
Hjørdis.
Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det
kendes på ham, at han er ufrels født.
Dagny.
Hjørdis, hvor kan du –!
Hjørdis
(uden at agte på hende).
Således mægter da skændselen at suge sig
ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid.
Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg
har hørt om en dronning, som tog sin søn​ og
syde ham kjortelen fast i kødet, uden at han
blinked med øjnene derved. (med et ondskabsfuldt udtryk.)
Dagny, det vil jeg prøve med Egil!
Dagny
(oprørt).
Hjørdis, Hjørdis!
​
s. 49
Hjørdis
(leende).
Ha, ha, ha! Tænker du det var mit alvor?
(forandrer tonen.) Men du må nu tro mig eller ikke,
så kommer der stundom over mig en – en
fristende lyst til slige gerninger; det må vel
ligge i ætten, – thi jeg er jo af jøtunslægt,
siges der. – Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du
faret om i de fem lange år; – sig mig, – i
kongsgårdene var du vel mangengang til gæst?
Dagny.
Det var jeg, – fornemmelig hos Ædhelstan
i England.
Hjørdis.
Og var højt hædret overalt; sad på de
ypperste sæder ved bordet?
Dagny.
Det kan du vide. Som Sigurds hustru –
Hjørdis.
Ja, javist, – en berømmelig mand er Sigurd,
– skønt Gunnar står over ham.
Dagny.
Gunnar?
Hjørdis.
En dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke
turde prøve derpå; – nå, lad det være; – men
sig mig, når Sigurd for i viking og du var med,
– når du hørte sværdene suse i den hvasse leg,
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
4
​
s. 50

når blodet damped rødt på skibsdækket, – kom
der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at
strides blandt mændene; klædte du dig så ikke
i hærklæder og tog våben i hånd?
Dagny.
Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?
Hjørdis.
En kvinde, en kvinde, – hm, der er ingen,
som ved hvad en kvinde er istand til! – Nu,
en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det
må du sikkert vide: Når en mand favner den
kvinde, han har kær, – er det sandt, at da
brænder hendes blod, hendes bryst banker, –
svimler hun i sælsom fryd derved?
​
Dagny
(rødmende).
Hjørdis, hvor kan du –!
Hjørdis.
Nu da, sig mig –!
Dagny.
Det tænker jeg forvist du har fornummet.
Hjørdis.
Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat,
da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted
mig i favn så brynjen brast, og da, da –!
Dagny
(udbrydende).
Hvad! Sigurd –!
​
s. 51
Hjørdis.
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte
Gunnar, – hin nat, da kvinderanet –
Dagny
(fatter sig).
Ja ja, jeg mindes, – jeg ved vel –
Hjørdis.
Det var den eneste gang; aldrig, aldrig
siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trold-
dom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde,
det – (standser og ser på Dagny.) Er du syg? Mig
tykkes, du blir bleg og rød!
Dagny.
Visst ikke, visst ikke!
Hjørdis
(uden at agte på hende).
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået;
det havde været bedre for mig, og – kan hænde
for os alle. Det havde været et liv, fuldt og
rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig
levende her? Ræddes du ikke ved at være i
enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt?
Får du ikke de tanker, at jeg må være død i
den lange tid, og at det er en genganger, som
her står hos dig?
Dagny
( uhyggeligt tilmode).
Kom – lad os gå – til de andre!
4*
​
s. 52
Hjørdis
(tager hende i armen).
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et
menneske kan leve efter at have siddet her i
fem nætter?
Dagny.
Fem nætter?
Hjørdis.
Her nordpå er hver nat en vinter lang.
(raskt med forandret udtryk.) Tro ellers ikke andet, end
at her er vakkert nok! Du skal se syner her,
som du aldrig har set i Englands kongsgårde;
vi vil være sammen som søstre den tid du gæster
mig; ned til havet skal​ vi gå, når uvejret ret
begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod
land som vilde, hvidmankede heste, – og så
hvalerne langt derude! De går mod hinanden,
som kæmper i stål og plade! Ha, hvilken lyst
at sidde som heksekvinde på hvalens ryg, at ride
foran snekken, vække uvejr og lokke mændene
i dybet ved fagre galdrekvad!
Dagny.
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!
Hjørdis.
Kan du kvæde galder, Dagny?
Dagny
(med afsky).
Jeg!
​
s. 53
Hjørdis.
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da
Sigurd?
Dagny.
Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!
Hjørdis
(holder hende tilbage).
Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre!
Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved
lugen og høre på draugen, der græder i båd-
huset; at sidde og vente og lytte på de døde
mænds hjemfærd; thi her nordpå, her må de
forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid,
de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt,
som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem
luften på sorte heste, med ringlende bjælder!
(slår armene om hende og trykker hende vildt op til sig.) Ha, tænk
dig, Dagny, at fare den sidste færd på så god
en ganger!
Dagny
(idet hun river sig løs).
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre
på dig!
Hjørdis
(leende).
Veg er du af sind og let at skræmme!
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)
Gunnar.
Ja forsandt, nu er mine kår de bedste jeg
ved ; dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har ​
s. 54

jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg
har Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben
selv følger snart efter, ej så?
Thorolf.
Det loved han.
Gunnar.
Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.
​
Thorolf.
Du har nok gutten kær; thi du nævner
ham så tidt.
Gunnar.
Det har jeg; han er jo den eneste; og fager
og vennesæl vil han blive.
Hjørdis.
Men ingen kæmpe.
Gunnar.
Nu, nu, – det skal du ikke sige.
Sigurd.
Men at du skikked ham fra dig –
Gunnar.
Gid jeg ikke havde gjort det! (halv sagte.) Men,
Sigurd, det ved du nok: umandigt handler stun-
dom den, der har en kær over alle ting. (højt.)
Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os
kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at
Ørnulf lagde til landet med hærskib.
​
s. 55
Hjørdis.
En ting ved jeg, som bør frelses først, livet
siden.
Thorolf.
Og det er?
Hjørdis.
Hæder og rygte blandt mænd.
Gunnar.
Hjørdis!
Sigurd.
Ej skal det siges Gunnar på, at han har
forspildt sin hæder ved denne gerning .
Gunnar
( strengt ).
Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs
frænder!
Hjørdis
(smilende).
Hm; sig mig, Sigurd, – kan dit skib sejle
med al slags vind?
Sigurd.
Ja, når det styres med kløgt.
Hjørdis.
Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt,
og skal vel komme did, jeg ønsker.
(går op i stuen.)
Dagny
(sagte og urolig).
Sigurd, lad os fare herfra – endnu ikvæld!
​
s. 56
Sigurd.
Nu er det for sent ; det var dig selv, som –
Dagny.
Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu –;
jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved
at tænke på.
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner
fra baggrunden.)
​
Gunnar
(efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o. s. v.).
Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst,
Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har
Thorolf tilsagt mig.
Hjørdis
(til husfolkene).
Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen
og sindet gøres lystigt.
(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre . Dagny sætter sig ved
Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af
samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet
bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde.
De øvrige tager plads opad mod baggrunden.[HIS: mangler siste setning i sceneanvisningen] )
Hjørdis
(efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over bordet).
Sjelden hændes, at så mange djærve mænd
sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt
vilde det derfor sømme sig at øve den gamle
morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter,
så må alle dømme sig imellem, hvo der er den
ypperste.
​
s. 57
Gunnar.
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes
ufred derved.
Hjørdis.
Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.
Sigurd.
Det tænker forvist ingen; men sent blev vi
færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange
vi her er . Fortæl os heller, Gunnar, om din
Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare
så langt nord, og gerne hører vi på dig.
Hjørdis.
Bjarmelandsrejsen er farmands værk og lidet
sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd
du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke, at du
nødig hører min husbond prises, så begynd!
Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som
du højest skatter.
Sigurd.
Nu, siden du tvinger mig, får det vel så
være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking
under Orknø; der kom fiender imod os, men vi
rydded skibene, og jeg stred alene mod otte
mænd.
Hjørdis.
God var den dåd; men var du fuldt rustet?
​
Sigurd.
Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.
​
s. 58
Hjørdis.
God var dåden endda. Nu må du, min
husbond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst
af dine bedrifter.
Gunnar
(uvillig).
Jeg vog to bersærker, som havde røvet et
handelsskib; derpå sendte jeg de fangne far-
mænd hjem og gav dem skibet frit uden løse-
penge. Kongen i England tyktes godt om den
bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og
gav mig tak og gode gaver derfor.
Hjørdis.
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du
dog nævne!
Gunnar
( hæftigt ).
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden
jeg sidst for fra Island, har jeg levet i fred og
drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere
herom!
Hjørdis.
Ifald du selv dølger din hæder, så skal din
hustru tale.
Gunnar.
Hjørdis, ti – jeg byder dig!
Hjørdis.
Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt
rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, ​
s. 59

fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke,
og bar dog kun et kort sakssværd i hånden.
Gunnar
(i stærkt oprør).
Kvinde, ikke et ord mere!
Dagny
(sagte).
Sigurd, vil du tåle –!
Sigurd
(ligeså).
Vær rolig!
Hjørdis
(til de øvrige).
Og nu, I gæve mænd, – hvo er djærvest,
Sigurd eller Gunnar?
Gunnar.
Stille!
Hjørdis
(med hævet stemme).
Sig frem, det kræves med rette !
En gammel mand
(blandt gæsterne).
Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypper-
ligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er
den djærveste helt, og dernæst Sigurd.
Gunnar
(med et blik over bordet).
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste –!
​
Dagny
(sagte).
Det er formeget – selv for en ven!
​
s. 60
Sigurd.
Ti, min hustru! (højt til de øvrige.) Ja, visselig er
Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det
vilde jeg holde ham for til min sidste dag, om
han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter
jeg mindre højt end I.
Hjørdis.
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!
Sigurd
(smilende).
Storlig fejler du nu! (venligt til Gunnar, idet han drikker
ham til over bordet.) Hil dig, ædle Gunnar; fast skal
vort venskab stå, hvo der end prøver på at
bryde det.
Hjørdis.
Det prøver ingen, såvidt jeg ved .
Sigurd.
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at
tro, du bød os hid til drikkegildet for at vække
ufred.
Hjørdis.
Det ligner dig, Sigurd; nu er du vred, fordi
du ikke må gælde for den ypperste mand i laget!
Sigurd.
Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.
Hjørdis.
Nu ja, – bagefter Gunnar er jo også en
god plads, og – (med et sideblik til Thorolf) havde Ørnulf
været her, så kunde han fåt det tredje sæde.
​
s. 61
Thorolf.
Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes
langt nede; thi han måtte dog bukke under for
Ørnulf.
(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende men dog
undertrykt ophidselse).
Hjørdis.
Det skal du dog ikke sige! Ørnulf er jo
skald, og der mumles om, at han har prist sig
selv for større bedrifter, end han har øvet.
Thorolf.
Da ve den, der mumler om sligt, så højt at
det kommer for mine øren!
Hjørdis
(med et tirrende smil).
Vilde du hævne det?
Thorolf.
Ja, så det langvejs skulde spørges!
Hjørdis.
Så vil jeg tømme et horn på, at du først
må få skæg på hagen.
Thorolf.
Selv skægløs karl er for god til at mund-
hugges med kvinder.
​
Hjørdis.
Men for veg til at slås med mænd; det var
derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på
Island, medens dine brødre for i hærfærd.
​
s. 62
Thorolf.
Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt
øje med dig; thi så havde du ikke faret som
hærtagen kvinde fra landet!
Gunnar og Sigurd.
Thorolf!
Dagny
(på samme tid).
Min broder!
Hjørdis
(sagte og bævende af forbittrelse).
Ha, bi – bi kun!
Thorolf
(rækker Gunnar hånden).
Vær ikke vred, Gunnar; – onde ord faldt
mig på tungen; men din hustru ægged mig!
Dagny
(sagte og bedende).
Fostersøster, såsandt du nogentid har havt
mig kær, så væk ingen strid!
Hjørdis
(leende).
Ved drikkebordet må der skemt til, ifald
lystigheden skal trives.
Gunnar
(der har talt sagte med Thorolf).
Du er en brav gut! (rækker ham et sværd, som hænger
ved højsædet.) Der, Thorolf, der har du en god
gave. Brug den vel, og lad os være venner.
​
s. 63
Hjørdis.
Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar;
thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de
ting, du ikke selv har brug for!
Thorolf
(som imidlertid har undersøgt sværdet).
Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd
skal den aldrig svinges.
Hjørdis.
Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet
til dine brødre.
Gunnar.
Hjørdis!
Hjørdis
(vedblivende).
Men hæng det heller ikke på din faders
stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige
mænds våben.
Thorolf.
Sandt nok, Hjørdis, – din faders økse og
skjold har hængt der i mange år.
Hjørdis
(tvinger sig).
At Ørnulf vog min fader, – den bedrift
fører du altid i munden; men mæler rygtet sandt,
så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.
​
Thorolf.
Hvad rygte taler du om?
​
s. 64
Hjørdis
(smilende).
Jeg tør ikke nævne det; thi du vilde blive
vred derover.
Thorolf.
Så ti, – det ser jeg helst.
(vender sig fra hende.)
Hjørdis.
Nu, det kan jo også gerne siges. Er det
sandt, Thorolf, at din fader sad tre nætter i
kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte
sejd, før han turde gå til holmgang med Jøkul?
(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)
Gunnar, Sigurd og Dagny.
Hjørdis!
Thorolf
(i højeste forbitrelse).
Så arg en løgn har du aldrig spurgt om
Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet;
thi giftig, som du, må den være, der kan finde
på sligt! Den værste udåd, nogen mand kan
øve, har du her påsagt min fader! (kaster sværdet fra sig.)
Der, Gunnar, der har du gaven igen; ingen
skænk tager jeg med fra det hus, hvor min
fader er forhånet!
Gunnar.
Thorolf, så hør dog!
​
s. 65
Thorolf.
Lad mig gå! Men se dig for skulde både
du og Hjørdis; thi min fader har i denne stund
den i sin vold, som er eder dyrest af alle!
Hjørdis
(studsende).
Din fader har –!
Gunnar
(med et udråb).
Hvad siger du!
Sigurd
(hæftigt).
Hvor er Ørnulf?
Thorolf
(med hånlatter).
Sørpå, – med mine brødre!
Gunnar.
Sørpå!
Hjørdis
(udbrydende).
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!
Gunnar.
Dræbt! – Egil dræbt! Da ve Ørnulf og
al hans æt! Thorolf, sig frem; – er det sandt!
Sigurd.
Gunnar, Gunnar, – hør mig!
Gunnar.
Sig frem, ifald du agter dit liv!
​
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
5
​
s. 66
Thorolf.
Du skræmmer mig ikke! Vent til min
fader kommer; nidstang skal han rejse mod
Gunnars gård! Men du, Hjørdis, – glæd dig
imens ved de ord jeg hørte idag: «Før det
kvældes skal Gunnar herse og hans hustru ikke
have nogen afkom at rose sig af!»
(går ud i baggrunden.)
Gunnar
(i dybeste smerte ).
Dræbt, – dræbt! Min liden Egil dræbt!
Hjørdis
(vildt).
Og du – du lader ham gå! Lader Egil,
din ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding
skal du være ifald –!
Gunnar
(som ude af sig selv).
Et sværd, – en økse! Det er det sidste
bud han bringer!
(griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)
Sigurd
(vil følge efter).
Gunnar, styr dig!
Hjørdis
(holder ham tilbage).
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg
kender Gunnar!
(Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)
Sigurd og Dagny.
Hvad er det?
​
s. 67
En stemme blandt mængden.
Thorolf faldt!
Sigurd.
Thorolf! Ha, slip!
Dagny.
Min broder! O, min broder!
(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind,
og kaster øksen fra sig ved døren.)
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Gunnar.
Nu er det gjort. Egil er hævnet!
Sigurd.
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på
hånden.
Gunnar.
Kan hænde , kan hænde ; men Egil, Egil, min
fagre gut!
Hjørdis.
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos
vore venner; thi Thorolf har mange eftermåls-
mænd.
Gunnar
(mørk).
Selv vil han blive sin værste hævner; han
vil stå mig for sindet nat og dag.
​
Hjørdis.
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må
frænder lide.
Gunnar.
Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var
gladere i hu før drabet.
5*
​
s. 68
Hjørdis.
Blodnatten er altid den værste; – når den
er over, så går det nok. Ved skændig list har
Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han
ikke gå mod os, lod som han var forligeligt
sindet, og falder så over vort værgeløse barn!
Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok,
at Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg
årsag til at ægge dig mod ham og al hans
falske æt!
Gunnar
(ophidset).
Det havde du! Ringe er min hævn at
regne mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf,
men har dog sex sønner igen, og jeg ingen –
ingen!
En huskarl
(ilsomt fra baggrunden).
Ørnulf fra Fjordene kommer!
Gunnar.
Ørnulf!
Hjørdis og flere mænd.
Til våben! Til våben!
Dagny
(på samme tid).
Min fader!
Sigurd
(som greben af en anelse).
Ørnulf –! Ha, Gunnar, Gunnar!
​
s. 69
Gunnar
(drager sværdet).
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)
Gunnar
(med et skrig).
Egil!
Ørnulf.
Her har I liden Egil igen!
Alle
(mellem hverandre).
Egil! Egil lever!
Gunnar
(lader sværdet falde).
Ve mig; hvad har jeg gjort!
Dagny.
O, Thorolf, min broder!
Sigurd.
Jeg tænkte det nok!
Ørnulf
(sætter Egil ned).
Der, Gunnar, har du din vakkre gut!
Egil.
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig
ondt, som du sagde, da jeg rejste!
Ørnulf
(til Hjørdis).
Nu har jeg givet bod for din fader; nu
tænker jeg nok vi kan forliges.
​ ​
s. 70
Hjørdis
(med undertrykt bevægelse).
Kan hænde !
Gunnar
(ligesom opvågnende).
Er det en hæslig drøm, der forvilder mig!
Du – du bringer Egil hjem!
Ørnulf.
Som du ser ; men det må du vide, at han
har været døden nær.
Gunnar.
Det ved jeg.
Ørnulf.
Og glædes ikke mere over at han kommer?
Gunnar.
Var han kommen tidligere, så skulde jeg
glædet mig mere derover. Men sig mig alt, –
hvad der er hændt!
Ørnulf.
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde
råd op mod eder; med andre ugerningsmænd
for han sørpå efter Egil.
Gunnar.
Kåre! (sagte) Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!
Ørnulf.
Hans færd kom mig for øre; slig udåd
måtte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikke
give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i ​
s. 71

holmgang, ifald så skulde være, – men din æt
måtte jeg dog frede om; med mine sønner for
jeg da efter Kåre.
Sigurd
(sagte).
En usalig dåd er her øvet!
Ørnulf.
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne,
din søn var alt i dine uvenners magt, og længe
skulde de ikke have sparet ham. Hed blev
kampen da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent
skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet;
de andre sover trygt og vil være tunge at vække.
Gunnar
(i stærk spænding).
Men du – du Ørnulf –?
Ørnulf
(mørk).
Sex sønner fulgte mig i striden.
Gunnar
(åndeløs).
Men hjemad?
Ørnulf.
Ingen.
Gunnar
(forfærdet).
Ingen! (sagte) Og Thorolf, Thorolf!
(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre
kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre . Sigurd står smerteligt
bevæget hos hende.)
​ ​
s. 72
Ørnulf
(efter et kort ophold).
Tungt er det at stå som en frodig gran,
og så at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand
skal leve efter mand; – ræk mig et horn; jeg
vil drikke mine sønners minde. (En af Sigurds mænd
bringer et horn.) Hil eder der I nu rider , mine djærve
sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders
hæle, thi I kommer til hallen med mange mænds
følge! (drikker og giver hornet fra sig.) Og nu hjem til
Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det gamle træ
har kun en grøn gren igen, og den må fredes
om. Hvor er Thorolf?
Egil
(til sin fader).
Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han
skal skære et skib til mig med mange, mange
hærmænd i stavnen.
Ørnulf.
Prise må jeg alle gode vætter, at ikke Thorolf
fulgte med; thi hvis også han, – – nej, så
stærk jeg end er, – det havde faldet mig for
tungt at bære. Men hvi kommer han ikke?
Altid var han den første til at møde sin fader;
thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve
hinanden en dag foruden.
Gunnar.
Ørnulf, Ørnulf!
​
s. 73
Ørnulf
(med stigende uro).
Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu;
– hvad fattes, – hvor er Thorolf?
Dagny.
Sigurd, Sigurd, – det blir ham det tungeste!
Gunnar
(kæmpende med sig selv).
Gubbe! – Nej – – og dog, det kan jo
ikke dølges –
Ørnulf
(hæftigt).
Min søn! Hvor er han?
Gunnar.
Thorolf er dræbt!
Ørnulf.
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!
Gunnar.
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide
ham ilive!
Hjørdis
(til Ørnulf).
Selv er Thorolf skyld i det som hændte ;
med mørke taler gav han tilkende, at du var
falden over Egil og havde dræbt ham; – halvt
i ufred skiltes vi sidst fra hverandre; du har før
voldt​ mandefald i min æt; – og, foruden det,
– som en kådmundet svend sad Thorolf ved ​
s. 74

gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange
onde ord fra sig; – først da var det at Gunnar
harmedes; først da bar han våben på din søn;
vel skulde jeg mene, han havde skellig årsag til
den gerning.
Ørnulf
(rolig).
Det kendes på dig, at du er en kvinde; thi
du bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf
dræbt, så er hans saga ude.
Egil.
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen
hærmænd.
Ørnulf.
Nej, Egil, – nu har vi mistet vore hær-
mænd, både du og jeg. (til Hjørdis.) Din fader kvad:
«Jøkuls æt skal Jøkuls bane
volde ve på alle veje».
Godt har du nu sørget for, at hans ord kan
sandes. (tier lidt og vender sig til en af mændene.) Hvor fik
han banehugget?
Manden.
Tvers over panden.
Ørnulf
(tilfreds).
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke
vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller
ind mod Gunnars fødder?
​
s. 75
Manden.
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.
Ørnulf.
Det spår kun halv hævn; ja, ja, – vi skal se !
Gunnar
(nærmer sig).
Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods
kan veje tabet op; men kræv af mig hvad du
vil –
Ørnulf
(strængt, afbrydende).
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor
ligger han?
Gunnar
(peger taus mod baggrunden).
Ørnulf
(gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny
og flere, der deltagende vil følge ham):
Bliv! Tænker I, at Ørnulf skal følges af
sørgehuset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger
jeg! – Vel årker jeg Thorolf alene.​ (med rolig kraft)
Sønneløs går jeg; men ingen skal sige, at han
så mig bøjet!
(han går langsomt ud).
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Hjørdis
(med tvungen latter).
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke
trænger vi ikke til at være, om han kommer
med ufred igen! Nu, Dagny, – nu tænker jeg
det er sidste gang din fader stævner fra Island i
sligt ærind !
​
s. 76
Sigurd
(oprørt).
O, skændigt!
Dagny
(ligeså).
Forhåne ham kan du! Forhåne ham –
efter det, som her er øvet!
Hjørdis.
Er gerningen gjort, så skal den også prises!
Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; – Jøkuls
drab kunde jeg glemme, alt andet, – kun ikke,
at han skænded mine kår. Frilleviv kaldte han
mig; er det så, da har jeg ingen skam deraf;
thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han
er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd,
din egen husbond!
Dagny
(i stærkt oprør).
Der fejler du, Hjørdis, – og ret nu skal
alle vide, at du lever under ræd mands tag!
Sigurd
(hæftigt).
Dagny, hvad vil du!
Gunnar.
Ræd!
Hjørdis
(med hånlatter).
Vidløst taler du der!
​
s. 77
Dagny.
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug
indtil du håned min fader og mine faldne brødre;
jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde
ikke høre, at Thorolf faldt for en nidings hånd;
men nu; – pris aldrig Gunnar for hin dåd på
Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå
draget mellem dig og ransmanden, det hænger
ved min husbonds side, – og ringen, som du
drog af din arm, den gav du til Sigurd, (drager den
af og holder den højt ivejret) her er den!
Hjørdis
(vildt).
Sigurd!
Mængden.
Sigurd! Sigurd øved dåden!
​
Hjørdis
(skælvende af sindsbevægelse).
Han, han! – Gunnar, er det sandt!
Gunnar
(med ædel ro).
Sandt er alt; kun ikke at jeg er ræd; –
jeg er hverken ræd eller niding.
Sigurd
(bevæget).
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig
været! (til de øvrige) Afsted, mine mænd! Afsted,
herfra!
​
s. 78
Dagny
(ved udgangen, til Hjørdis).
Hvem er nu den ypperste mand i laget,
min husbond eller din!
(hun går ud med Sigurd og hans følge.)
Hjørdis
(for sig selv).
Nu har jeg kun en gerning igen; – kun
en dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!
​
​
TREDJE HANDLING .
(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med
at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.[HIS: mangler resten av sceneanvisningen] )
Hjørdis
(idet hun strækker snoren).
Den er sejg og stærk; (med et blik på pilene) kolven
både skarp og tung – (lader hænderne synke ned i skødet)
men hvor findes den hånd som –! (hæftigt.) For-
hånet, forhånet af ham, – af Sigurd! Jeg må
hade ham mere end andre, det mærker jeg godt;
men mange dage skal ikke gå med, før jeg har
– (grublende) Ja, men armen, armen, som skal øve
den dåd –?
(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden .)
Hjørdis
(efter et kort ophold).
Hvor går det dig, min husbond?
Gunnar.
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke
ret glide ned; det ligger og tynger mig for
hjertekulen.
​
s. 80
Hjørdis.
Gør som jeg; tag dig til at virke noget.
Gunnar.
Det må jeg vel.
(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig
hende.)
Gunnar.
Hvad gør du der?
Hjørdis
(uden at se op).
Binder en buesnor; det ser du nok.
Gunnar .
En buesnor – af dit eget hår!
Hjørdis
(smilende).
Der avles stordåd med hver time nuom-
stunder; du vog min fosterbroder, og jeg har
bundet denne her siden daggry.
Gunnar.
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
( ser op).
Hvad er det?
Gunnar.
Hvor var du inat?
​
Hjørdis.
Inat?
Gunnar.
Du var ikke i sovestuen.
​
s. 81
Hjørdis.
Det ved du?
Gunnar.
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige
drømme, dette – dette, som hændte med Thorolf;
det bares mig for, som han kom – nå ja, jeg
vågned ; da hørtes det som en fager, forunderlig
sang over huset; jeg stod op; glytted på døren;
– herinde, her sad du ved stokilden, – den
brændte blå og rød, – du skæfted pile og kvad
galder over dem.
Hjørdis.
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet,
som skal rammes idag.
Gunnar.
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd
fældet.
Hjørdis.
Hm, kan hænde.
Gunnar.
Det sker dig aldrig til vilje . Med Sigurd
holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig.
Hjørdis
(smilende).
Mener du det?
Gunnar.
Det ved jeg!
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
6
​
s. 82
Hjørdis
(rækker ham snoren).
Sig mig, Gunnar, – kan du løse den
knude der?
Gunnar
(forsøger det).
Nej, den er flettet for fast og kunstigt.
Hjørdis
(rejser sig).
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan
du end mindre løse!
Gunnar.
Krumme er de mægtiges veje; – dem kender
hverken du eller jeg.
Hjørdis.
Et ved jeg dog visst : at Sigurd vil volde
usalige kår for os begge.
(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv.)
Hjørdis
(der i stilhed har holdt øje med ham).
Hvad tænker du på?
Gunnar.
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom
mig for, at jeg havde øvet det værk, du nu
kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod
hos og var såre bleg.​ Da sagde jeg: «Er du
nu glad, da det er gjort, som du vilde»? Men
du lo og svared : «Gladere skulde jeg være, ifald
du, Gunnar, lå der i Sigurds sted».
​
s. 83
Hjørdis
(med tvungen latter).
Ilde må du kende mig, når slig uvittig
drøm kan være dig hinderlig!
Gunnar.
Hm! – Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig
om stuen her?
Hjørdis.
Skal jeg sige sandt, Gunnar, – så tykkes
det mig stundom for trangt herinde.
Gunnar.
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.
Hjørdis.
Kan hænde to.
Gunnar
(der ikke hørte hendes ytring).
Men det skal bødes på.
Hjørdis
( ser spørgende på ham).
Bødes på? Du er da tilsinds at –?
Gunnar.
At ruste mine hærskibe og fare fra landet;
jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har
mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.
Hjørdis
(tankefuld).
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel
være bedst for os begge.
6*
​
s. 84
Gunnar.
Alt fra den dag vi stævned fra Island, så
jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os.
Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da
jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt, – derved
er det mest, at jeg har dig så kær; der står en
koglende skræk af dig, – det bæres mig for, at
du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde
tykkes mig vel gjort, alt det du kræved . (med stille
hovedrysten.) Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd
skulde blevet din husbond.
Hjørdis
(udbrydende).
Sigurd!
Gunnar.
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som for-
blinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre.
Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort
dig livet lysteligt at bære.
Hjørdis
(i stærk men undertrykt bevægelse).
Og det – det mener du Sigurd kunde gjort?
​
Gunnar.
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.
Hjørdis
(hæftigt).
Hvis så er – (fatter sig) ligegodt, ligegodt!
(vildt udbrydende.) Gunnar, tag Sigurds liv!
Gunnar.
Aldrig!
​
s. 85
Hjørdis.
Ved list og svig blev jeg din hustru; – det
skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg
siddet her; – glemt skal alt være fra den dag,
da Sigurd ikke lever mere!
Gunnar.
Af min hånd skal ingen men voldes ham
(viger uvilkårligt tilbage). Hjørdis, Hjørdis, du friste
mig ikke!
Hjørdis.
Så må jeg finde mig en anden hævner;
længe skal ikke Sigurd tale forhånelsens ord
over mig og dig! (knytter hænderne i krampagtig forbittrelse.)
Hos hende – den enfoldige kvinde – hos hende
sidder han kan hænde nu i enrum, leflende, og
ler over os; mæler om al den tort, som overgik
mig, da han raned mig i dit sted; fortæller at
han listeligt lo, der han stod i det mørke bur,
og jeg ikke kendte ham!
Gunnar.
Det gør han ikke; det gør han ikke!
Hjørdis
(stærkt).
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke
trække vejret før de to er borte! (træder tæt hen til
ham med funklende øjne og siger vildt, men hviskende.) Kunde du
hjælpe mig med det, Gunnar, – da skulde jeg
leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste ​
s. 86

dig i mine arme så varmt og så vildt, som du
aldrig har drømt det!
Gunnar
(vaklende).
Hjørdis! Vilde du –!
Hjørdis.
Hånd på værket, Gunnar, – så skal de
tunge dage være forbi; ikke skal jeg da længere
gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde
ord og døve dit smil, når du er glad; jeg skal
klæde mig i pel og i kostelige silkeklæder; farer
du i leding, jeg følger dig, – rider du i fredsom
færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg
sidde hos dig, fylde dit horn, drikke dig til og
kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!
​
Gunnar
(næsten overvunden).
Er det sandt; du vilde –!
Hjørdis.
Mere end det, tifold mere, tro du mig!
Kun hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og
så skal jeg – (standser da hun ser døren åbnes.) Dagny,
– kommer du hid!
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler uttrykket]
Dagny
(fra baggrunden).
Du skynde dig, Gunnar herse; – lad dine
mænd ruste sig!
Gunnar.
Ruste sig? Mod hvem?
​
s. 87
Dagny.
Kåre bonde kommer med mange fredløse
folk; han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig;
men hvo kan vide –
Gunnar
(bevæget).
Det har Sigurd gjort for mig!
Dagny.
Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.
Gunnar.
Og vi, Hjørdis, – vi som tænkte på –; ja,
det er som jeg siger, – trolddom ligger over
al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når
du nævner den.
Dagny
(forundret).
Hvad mener du?
Gunnar.
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny;
nu går jeg at samle mine svende. (vender sig mod
udgangen, men standser og nærmer sig igen.) Sig mig, – hvor
går det Ørnulf?
Dagny
(sænker hovedet).
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs
lig til skibene; nu kaster han en haug ved
stranden; – der skal hans sønner lægges.
(Gunnar tier og går ud i baggrunden.)
​
s. 88
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Dagny.
Før kvældstid er der ingen fare. (nærmer sig.)
Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er
til dig jeg kommer.
Hjørdis.
Til mig? Efter det, som gik for sig igår?
Dagny.
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær
ikke had til mig; glem de ord, som sorg og
onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al
den tort jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er
nu tifold usaligere end du!
Hjørdis.
Usalig – du; – Sigurds hustru?
Dagny.
Mit værk er jo alt det, som øvedes, – at
der blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den
forhånelse​ overgik Gunnar og dig. Alt er jeg
skyld i! Ve mig; – så gode var mine kår;
men aldrig blir jeg glad mere efter denne dag.
Hjørdis
(som greben af en pludselig tanke).
Men før – i de fem lange år – i al den
tid var lykken med dig?
Dagny.
Kan du tvivle om det!
Hjørdis.
Hm; igår tvivled jeg ikke, men –
​
s. 89
Dagny.
Hvad mener du?
Hjørdis.
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.
Dagny.
Nej visst ikke. Hjørdis, sig mig –!
Hjørdis.
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil
det – (med et ondskabsfuldt udtryk.) Kan du mindes en-
gang, hist på Island; – vi var på thinget sammen
med Ørnulf, din fader, og sad med vore lege-
søstre i thingboden, som kvinders skik er; da kom
to fremmede mænd ind i boden.
Dagny.
Sigurd og Gunnar.
Hjørdis.
De hilste os med høviske lader, satte sig
hos på bænken, og megen skemtsom tale blev
da ført mellem os. Nogle var der, som vilde
vide, hvi de to hærmænd kom til landet, og om
det ikke var for at hente sig hustruer der på
øen. Da sagde Sigurd: «Tungt vil det falde mig
at finde den kvinde, jeg kan fæste min hu til.»
Ørnulf lo, og mente det skorted ikke Island på
højættede kvinder og heller ikke på dem, der
var rige; men Sigurd svared : «Hugprud hustru
har helten behov. Den, jeg vil vælge, må ikke
finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må ​
s. 90

tykkes hende så høj, at hun jo higer efter den;
i viking må hun villig følge mig; hærklæder må
hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke
blinke med øjnene, der sværdene lyner ; thi er
hun ræd af sind, da times mig liden hæder.»
Ej sandt, så talte Sigurd?
Dagny
(usikker).
Det gjorde han – men –
​
Hjørdis.
Slig skulde hun være, den kvinde, som
kunde gøre ham livet fagert; og så – (med et for-
agteligt smil) så kåred han dig!
Dagny
(smerteligt studsende).
Ha, du mener at –?
Hjørdis.
Se , derfor har du vel vist dig stolt og høj-
sindet, krævet hæder af alle, på det at Sigurd
kunde hædres ved dig; – ej så?
Dagny.
Nej, Hjørdis, men –
Hjørdis.
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt
ham i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor
striden brændte som stærkest; – har du ikke?
​
s. 91
Dagny
(dybt bevæget).
Nej, nej!
Hjørdis.
Har du da været ræd af sind, så at Sigurd
voldtes skam derved?
Dagny
(overvældet).
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis
(hånligt smilende).
Men gode var dine kår i al den tid; –
mener du at Sigurd kan sige det samme!
Dagny.
Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig
for klog på mig selv!
Hjørdis.
Et skemtsomt ord, så græder du straks!
Tænk nu ikke mere på det. Se her, hvad jeg
har gjort idag; (tager nogle pile fra bordet) – hvor spidse
og skarpe, du! Ej sandt, jeg forstår mig godt
på at hvæsse pile!
Dagny.
Og på at bruge dem med; du rammer
sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, –
på det tænkte jeg aldrig før. (hæftigere) Men at
Sigurd –! At jeg i al den tid skulde gjort
ham livet tungt og uhæderligt; – nej, nej, det
kan ikke være sandt!
​
s. 92
Hjørdis.
Nå, nå, trøst dig, Dagny; det er jo heller
ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i
fordums dage, da kunde det så være; dengang
stod al hans hu og higen til at blive den ypperste
mand i landet; – nu nøjes han med ringere
lykke.
​
Dagny.
Nej Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som
før; jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru
for ham; han har dulgt det for mig; men således
skal det ikke blive ved.
Hjørdis.
Hvad vil du?
Dagny.
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans
færd; jeg vil ikke længere være ham hinderlig.
Hjørdis.
Du tænker da på –?
Dagny.
Stille, der kommer folk!
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] En huskarl fra baggrunden.)
Karlen.
Sigurd viking kommer til gården!
Hjørdis.
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.
​
s. 93
Karlen.
Gunnar red ud for at samle sine grander;
thi Kåre bonde vil –
Hjørdis.
Godt, godt, det ved jeg; gå da! (Karlen går; til
Dagny, der ligeledes vil gå.) Hvor vil du hen?
Dagny.
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver
vel til det at vi må skilles, det skønner jeg nok;
men nu at stedes til møde med ham, – nej,
nej, det kan jeg ikke.
(går ud til venstre.)
Hjørdis
( ser en stund taus efter hende).
Og hende var det jeg vilde – (fortsætter tanken
ved et blik på buesnoren.) Ringe hævn havde det været;
– nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt
at dø, men stundom er det dog værre at leve!
[HIS: mangler sceneoverskrift]
(Sigurd fra baggrunden).
Hjørdis.
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke;
sæt dig ned, ret nu kommer han.
(vil gå.)
Sigurd.
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.
Hjørdis.
Mig?
​
s. 94
Sigurd.
Og vel var det jeg traf dig alene.
Hjørdis.
Kommer du for at krænke mig, så er det
dig​ visst lidet hinderligt om stuen stod fuld både
af mænd og kvinder.
Sigurd.
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har
om mig.
Hjørdis
(bittert).
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej,
Sigurd, forgiftig har du været for alle mine leve-
dage. Kom ihu, det var dig, som øved hin
skændige list; det var dig, som sad hos mig i
buret, gøgled elskov mens du listeligt lo derved,
slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg
god nok endda, – og for så fra landet med
den kvinde, du havde kær!
Sigurd.
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme;
men de store gerninger styres af skæbnen, – så
er det gået med os to.
Hjørdis.
Vel sandt; onde norner råder over verden;
men deres magt er ringe, ifald de ikke finder
hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den,
der er stærk nok til at stævne i strid mod nornen;
– det er det jeg nu vil gøre.
​
s. 95
Sigurd.
Hvad mener du?
Hjørdis.
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem –
med dem, som er over mig. Men lad os ikke
tale mere om det; jeg har meget at gøre idag.
(hun sætter sig ved bordet.)
Sigurd
(efter et kort ophold).
Du virker gode våben for Gunnar.
Hjørdis
(med et stille smil).
Ikke for Gunnar, men mod dig.
Sigurd.
Det må vel komme ud på et.
Hjørdis.
A ja, det må vel så; thi er jeg nornen
voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt –
(holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger
med forandret udtryk i stemmen:) Hm; ved du, hvad mig
stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved
at male mig lystelige billeder i sindet; jeg sidder
da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer
Sigurd hin stærke til landet; ​ – han vil brænde
os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars
mænd er faldne; kun han og jeg er igen; – de
tænder taget udenfra; – «Et bueskud,» siger
Gunnar, «et eneste kan frelse os;» – da brister
snoren – «Hjørdis, skær en fletning af dit hår ​
s. 96

og gør en buesnor deraf, – det gælder livet!»
Men jeg ler – «Lad brænde, lad brænde –
livet er mig ikke en håndfuld hår værd!»
Sigurd.
Der er er sælsom magt i al din tale.
(nærmer sig.)
Hjørdis
( ser koldt på ham).
Du sætter dig hos mig?
Sigurd.
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis,
det er sidste gang vi tales ved; der er noget,
som nager mig lig en sot, og på den vis kan
jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.
Hjørdis.
Hvad vil du?
Sigurd.
Fortælle dig en saga.
Hjørdis.
Er den tung?
Sigurd.
Tung, som livet selv.
Hjørdis
(bittert).
Ved du, at livet kan være tungt?
Sigurd.
Døm om det når min saga er ude.
​
s. 97
Hjørdis.
Så fortæl; jeg arbejder imens.
(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)
Sigurd.
Der var engang to unge hærmænd, som
sejled fra Norge for at vinde gods og hæder; de
havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt
sammen så vide de end for om.
Hjørdis.
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og
Gunnar?
Sigurd.
A ja, vi kan kalde dem så. Langt om
længe kom de til Island; der bode en gammel
landnamsmand, som var faret fra Norge i kong
Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit
hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog
den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk
af sind, og hærmændene talte​ om hende mellem
sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde,
så tyktes dem begge.
Hjørdis
(spændt).
Begge? Vil du spotte mig!
Sigurd.
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og
det gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og
på hende var ikke at mærke om Gunnar hued
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
7
​
s. 98

hende; men at hun ej var Sigurd god, det var
lettere at skønne.
Hjørdis
(åndeløs).
Bliv ved, det beder jeg –!
Sigurd.
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende;
men det var der ingen som vidste om. Da
hændte det sig en kvæld at der var drikkelag,
og svor da hin stolte kvinde, at ingen mand
skulde eje hende, uden den, der øved et storværk,
som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af
fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden;
men Gunnar tog ham i enrum, nævnte om sin
elskov; – Sigurd taug med sin, og gik så til –
Hjørdis
(udbrydende).
Sigurd, Sigurd! (betvinger sig) Og den saga –
er den sand?
Sigurd.
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar
var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle.
Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en
anden kvinde.
Hjørdis.
Og fik hende kær?
Sigurd.
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun
en kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den ​
s. 99

kvinde, som var ham gram fra den første dag
de mødtes. (rejser sig.) Her ender min saga, lad
os skilles nu. – Farvel, Gunnar herses hustru;
vi mødes aldrig mere.
Hjørdis
(springer op).
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har
du gjort!
Sigurd
(studsende).
Jeg gjort? Hvad fattes dig?
Hjørdis.
Og alt det siger du mig nu! Men nej, –
det kan ej være sandhed!
Sigurd.
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord
er​ sandhed; – du skulde lære at dømme mig
mildere, derfor måtte jeg tale nu.
Hjørdis
(folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse):
Elsket – elsket mig – du! (hæftigt, idet hun
træder tæt hen til ham:) Jeg tror dig ikke! ( ser stivt på ham
og udbryder i vild smerte.) Jo, det er sandt og – usaligt
for os begge!
(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)
Sigurd
(forfærdet).
Hjørdis!
7*
​
s. 100
Hjørdis
(stille, kæmpende mellem gråd og latter).
Bryd dig ikke om mig! Det var kun det
jeg mente, at – (lægger hånden på hans arm.) Sigurd,
du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte
kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig
igen!
Sigurd
(farer tilbage).
Du!
Hjørdis
(med fatning).
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner
jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod
dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde
jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet
værdig. Du tyktes mig stedse at være den
ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som
en andens husbond, – det voldte mig hin bitre
ve , som jeg ikke selv forstod!
Sigurd
(rystet).
Et usaligt spind har nornen spundet om
os to.
Hjørdis.
Selv er du skyld deri; stærkt og kækt
sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte
hint svære vilkår for den, der skulde vinde mig,
da tænkte jeg forvist på dig; – og dog kunde
du –!
​
s. 101
Sigurd.
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde
læge den; – hvad var vel så for mig at vælge
mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu
ved , da tør jeg lidet svare for mig selv; thi
elskov er så stærk en magt.
Hjørdis
(rask).
Nu vel, Sigurd, – et usaligt spil har skilt
os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider,
som kommer , skal give os vederlag.
​
Sigurd
(hovedrystende).
Det kan ej ske ; vi må jo skilles igen.
Hjørdis.
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg
nu sige uden at blues; thi min elskov er ikke
leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand,
– ved alle vældige magter, jeg kunde endda
elske dig således, som jeg nu gør det! Op da,
Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er
begge fri, når vi selv vil det, og så er legen
vunden.
Sigurd.
Fri? Hvad mener du?
Hjørdis.
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun
vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder ​
s. 102

i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der
på, om to usle liv forspildes!
Sigurd.
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis.
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til
Island med sin fader; jeg følger dig i stål og
plade, hvor du stevner hen. (Bevægelse hos Sigurd.) Det
er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg
har hørt en anden til, og den kvinde lever, som
før har hvilet dig nær. Nej, Sigurd, ikke som
din hustru, men som hine stærke kvinder, som
Hildes søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid
og til mandig færd, så at dit navn kan gå vidt
over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst,
færdes blandt dine kæmper i uvejr og viking-
stævne; og når dit drapa kvædes, da skal det
bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!
Sigurd.
Så var engang min fagreste drøm, nu er
det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os,
og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte
min unge elskov for Gunnars skyld; – skal jeg
bære kviden derved, så må ikke min gerning
være fåfængt . Og nu Dagny; – troskyldig og
fuld af lid for hun fra hjem og frænder; ingen
tid må hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis,
så tidt hun tog mig i favn.
​ ​
s. 103
Hjørdis.
Og for slig sags skyld vil du lægge en
tyngsel på dit liv! Hvad fik du da kraft og
styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver?
Og mener du det nu længer kan være sømmelig lod
for mig at sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd,
tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en
mand som du. Erik styrer Norges rige, rejs dig
mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen
som dine håndgangne mænd; med utvingelig
magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig
hvile før du sidder på Hårfagers kongestol!
Sigurd.
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min
vilde ungdom; lad det være glemt; – frist
mig ikke!
Hjørdis
(med højhed).
Det er nornens råd, at vi to skal holde
sammen; det kan ej ændres; grant ser jeg nu
mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over
alle lande. Du har stået for mig hver dag, hver
time jeg leved her; jeg vilde rive dig ud af mit
sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej
nødigt, nu da jeg ved du elsker mig.
Sigurd
(med tvungen kulde).
Hvis så er, – da vid , – jeg har elsket
dig; nu er det forbi; – jeg har glemt de dage.
​
s. 104
Hjørdis.
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd,
at har du engang elsket mig, da kan du aldrig
glemme det.
Sigurd
(hæftigt).
Det må jeg; det vil jeg nu!
Hjørdis.
Lad så være; men du kan det ikke! Hindre
mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal
Gunnar og Dagny vide alt.
Sigurd.
Ha, det gør du ikke!
Hjørdis.
Det gør jeg!
Sigurd.
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet
tyktes du mig før at være.
Hjørdis.
Onde dage føder onde tanker; for stor er
den lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må
følge dig, – ud i livet og i striden; det er mig
for lavt under loftet i Gunnar herses stue!
​
Sigurd
(med eftertryk).
Men hæder mellem mænd har du dog skattet
højt; der er skellig grund til strid mellem mig ​
s. 105

og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, –
vilde du endda røbe alt og følge mig?
Hjørdis
(studsende).
Hvi spørger du så?
Sigurd.
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald
jeg blev din husbonds banemand?
Hjørdis
( ser stivt på ham).
Da måtte jeg tie og aldrig hvile før jeg
havde fået dig fældet.
Sigurd
(med et smil).
Godt, Hjørdis; – det vidste jeg vel.
Hjørdis
(hastigt).
Men så kan ej ske !
Sigurd.
Det må ske ; selv har du nu kastet tærning
om Gunnars liv og om mit!
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden.)
Gunnar
(mørk, til Hjørdis).
Se så; nu spirer den sæd du har sået!
Sigurd
(nærmer sig).
Hvad går dig imod?
​
s. 106
Gunnar.
Sigurd, er det dig! Hvad der går mig
imod? Ikke andet, end jeg vel måtte vente.
Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om
Kåre bonde, så tog jeg min hest og red til mine
grander for at søge hjælp mod ham.
Hjørdis
(spændt).
Nu?
Gunnar.
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd
mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; –
hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke
kan nævne; – jeg er jo en forhånet mand; det
er mig påsagt, at jeg har øvet nidingsværk; det
holdes nu for skændsel at dele sag med mig.
Sigurd.
Længe skal ikke det holdes for skændsel;
før kvælden kommer skal du være mandstærk
nok mod Kåre.
Gunnar.
Sigurd!
Hjørdis
(sagte, triumferende).
Ha, det vidste jeg nok!
Sigurd
(med tvungen styrke).
Men så er også freden ude mellem os; thi
hør nu mit ord, Gunnar herse, – du​ har fældet ​
s. 107

Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner
jeg dig til holmgang imorgen såsnart solen
rinder!
Hjørdis
(gør i hæftig indre bevægelse et skridt henimod Sigurd, men fatter sig og
bliver ubevægelig stående under det følgende).
Gunnar
(i højeste overraskelse).
Til holmgang –! Mig! – Du skemter ,
Sigurd!
Sigurd.
Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir
et brikkespil på liv og død; en af os må falde!
Gunnar
(bittert).
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale
med Hjørdis da jeg kom; hun har ægget dig
påny!
Sigurd.
Kan hænde ! (halvt mod Hjørdis.) Højsindet kvinde
må jo værge om sin husbonds hæder. (til mændene i
baggrunden.) Og I, karle, gå nu til Gunnars grander
og sig dem, at imorgen skifter han sværdhug
med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som
bærer våben på Sigurd viking!
(Karlene går ud i baggrunden.)
Gunnar
(går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse).
Sigurd, min bolde broder, nu først forstår
jeg dig! Du vover nu livet for min hæder, som
du fordum voved det for min lykke!
​
s. 108
Sigurd.
Tak din hustru; hun har mest del i min
færd. Imorgen når solen rinder –
Gunnar.
Jeg møder dig. (blød) Fosterbroder, vil du
have et godt sværd af mig; det er en kostelig
gave.
Sigurd.
Tak; men lad det hænge; – ingen ved ,
om jeg næste kvæld har brug for det.
Gunnar
(ryster hans hånd).
Farvel, Sigurd!
Sigurd.
Farvel igen og lykke til værket!
(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis
og går ud i baggrunden.)
Hjørdis
(efter en pause, sagte og tankefuld).
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde?
(tier lidt og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.) Lad
falde hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda
blive sammen!
​
​
FJERDE HANDLING .
(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke
sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug .)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
(Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet hoved,
albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans
mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort op-
hold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)
Dagny
(dæmpet).
Der sidder han endnu. (holder Sigurd tilbage.) Nej,
tal ikke til ham!
Sigurd.
Du har ret; det er fortidligt; lad ham heller
sidde med sig selv.
Dagny
(går over mod højre og betragter faderen med stille sorg).
Så stærk var han igår, da han tog Thorolfs
lig på ryggen; stærk var han mens de grov på
haugen; men da de alle var lagt derinde, og
jord og stene kastet over, – da tog sorgen
ham; da var det som han sluknede. (tørrer tårerne af.) ​
s. 110
Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til
Island?
Sigurd.
Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt
min handel med Gunnar herse.
Dagny.
Og så vil du købe land og bygge dig en
gård og aldrig fare i leding mere?
Sigurd.
Ja ja, – det har jeg lovet dig.
Dagny.
Og jeg tør forvist tro, at Hjørdis bedrog
mig, da hun sagde, at jeg lidet var dig værdig
til viv?
Sigurd.
Ja ja, Dagny, lid du på mit ord.
Dagny.
Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme
alt det onde værk, som her er øvet. I de lange
vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og
Hjørdis, og –
​
Sigurd.
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så
nævn aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på
Island!
Dagny
(mildt bebrejdende).
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd,
det ligner dig lidet!
​
s. 111
En af mændene
(nærmer sig).
Se så, nu er haugen istand.
Ørnulf
(ligesom opvågnende).
Haugen? Er den – nå ja –
Sigurd.
Tal nu til ham, Dagny!
Dagny
(nærmer sig).
Fader, det er koldt herude; det trækker op
til uvejr inat.
Ørnulf.
Hm; bryd dig ikke om det; haugen er
bygget tæt og godt; de ligger lunt derinde.
Dagny.
Ja, men du –
Ørnulf.
Jeg? Jeg fryser ikke.
Dagny.
Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind?
Natverdsbordet står rede.
Ørnulf.
Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.
Dagny.
Men at sidde her så stille; tro mig, det
båder dig ikke; du er lidet vant til det.
​
s. 112
Ørnulf.
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig
for bringen; jeg kan ikke trække vejret.
(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig
hos ham.)
Dagny.
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med
til Island?
Ørnulf
(uden at se op).
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine
sønner.
Dagny
( smerteligt ).
Fader!
Ørnulf
(løfter hovedet).
Gå ind og lad mig sidde; har uvejret legt
om mig en nat eller to, så er det gjort, tænker jeg.
Sigurd.
Sligt kan du ikke tænke på!
Ørnulf.
Undres dig at jeg vil hvile? Mit dagværk
er jo endt; jeg har højlagt mine sønner. (hæftigt)
Gå fra mig! – Gå, gå!
(han skjuler igen sit ansigt.)
​
Sigurd
(sagte til Dagny, som rejser sig).
Lad ham sidde lidt endnu.
​
s. 113
Dagny.
Nej, jeg får friste et råd til; – jeg kender
ham. (til Ørnulf.) Dit dagværk er endt siger du;
det er det dog ikke. Højlagt har du dine
sønner; – men du er jo skald; det sømmer sig
at kvæde til deres minde.
Ørnulf
(hovedrystende).
Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag
er jeg for gammel.
Dagny.
Det må du dog; hæderlige mænd var dine
sønner alle; et kvæde må siges om dem, og det
kan ingen i ætten uden du.
Ørnulf
( ser spørgende på Sigurd).
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?
Sigurd.
Mig tykkes at så er billigt; du får gøre
som hun siger.
Dagny.
Ilde vil det tykkes dine grander på Island,
når arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge,
og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner
har du tid nok.
Ørnulf.
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt
til, at du siden kan riste kvadet på kævle!
Henrik Ibsen: Hærmændene på Helgeland.
8
​
s. 114
(Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om ham;
han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.

 
Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!
(rejser sig.) ​
 
Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.

 
Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; –
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.

 
Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.

 
Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.
​
s. 115

 
Thorolf, – du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde!

 
Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ældes
til en helt så herlig.

 
Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.
​
 
Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.

 
Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
en da blev min idræt:
nornens færd at hævne.

 
En da blev min gerning:
nornens fald at friste, –
hun, som har mig røvet
alt – og nu det sidste!
8*
​
s. 116

 
Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.
(med stigende begejstring.)
 
Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.

 
På min mund hun lagde
sangens fagre gave; –
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!

 
Hil jer , sønner gæve !
Hil jer, der I rider !
Gudegaven læger
verdens ve og kvider !
​ (han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger roligt:)
Se så; nu er Ørnulf stærk og sund igen.
(til mændene.) Kom med til natverdsbordet, drenge;
vi har havt et tungt dagværk!
(går med karlene ind i bådhuset.)
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Dagny.
Priset være de høje i himlen, som skænkte
mig så godt et råd! (til Sigurd) Vil du ikke gå ind?
​
s. 117
Sigurd.
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle
ting rede til imorgen?
Dagny.
Det er de; et silkesømmet lin ligger inde
på bænken; men jeg ved forvist, at du vil stå
dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved.
Sigurd.
Det give alle gode magter, at du aldrig må
græde for min skyld.
(hnn standser og ser ud.)
Dagny.
Hvad lytter du på?
Sigurd.
Hører du ikke – der!
(peger til venstre .)
Dagny.
Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!
Sigurd
(idet han går lidt op mod baggrunden).
Hm, der vil nok regne hårde hagl i det
uvejr. (råber.) Hvem kommer?
Kåre bonde
(udenfor til venstre ).
Kendte folk, Sigurd viking!
​
s. 118
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler uttrykket] Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)
Sigurd.
Hvor agter I jer hen?
Kåre.
Til Gunnar herses gård!
Sigurd.
Med ufred?
Kåre.
Ja, det kan du lide på! Du hindred mig
før; men nu tænker jeg det er dig kært nok!
Sigurd.
Kan vel være.
Kåre.
Jeg har hørt om din handel med Gunnar;
men går det som jeg vil, så kommer han med
vege våben til mødet.
Sigurd.
Det er vovsomt værk du pønser på; agt
dig, bonde!
​
Kåre
(med trodsig latter).
Lad mig om det; vil du takle dit skib inat,
så skal vi lyse op for dig! – Kom, alle mand,
se, her går vejen!
(de går alle ud til højre i baggrunden.)
[HIS: mangler sceneoverskrift] [HIS: mangler sceneanvisning]
Dagny.
Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre!
​
s. 119
Sigurd
(går rask hen til døren og råber ind):
Op fra bordet, Ørnulf; tag hævn over Kåre
bonde!
Ørnulf
(kommer ud med de øvrige).
Kåre bonde, – hvor er han?
Sigurd.
Han stævner mod Gunnars gård for at
brænde folkene inde!
Ørnulf.
Ha, ha, – lad ham det, så får jeg hævn over
Gunnar og Hjørdis med det samme; siden vil
jeg søge Kåre.
Sigurd.
Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge
inat, hvis du vil ramme ham; thi er udåden
øvet, så stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg
æsket til holmgang; han er dig viss nok, ifald
ikke jeg selv – nå ja, ligegodt, – inat må han
skærmes mod sine uvenner; ilde var det, om slig
ugerningsmand, som Kåre, tog hævnen fra mig!
Ørnulf.
Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme
Thorolfs bane; men imorgen må han fældes!
Sigurd.
Han eller jeg, – det kan du lide på!
​
s. 120
Ørnulf.
Så kom da til hævn for Ørnulfs æt!
(han går med mændene til højre i baggrunden.)
Sigurd.
Dagny, følg med; – jeg må blive; thi
rygtet om tvekampen er alt på vandring mellem
folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden
kommer; men du, – styr og råd din fader;
hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård er
mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis
eller de andre.
Dagny.
Ja ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du
dog; tak for det hjertelag!
Sigurd.
Gå, gå, Dagny!
​
Dagny.
Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge:
hun har gyldne hærklæder i buret, og værger
sig nok selv.
Sigurd.
Det tænker jeg med; men gå du endda;
styr din faders færd; våg over alle og – over
Gunnars hustru!
Dagny.
Lid på mig. Vel mødt igen!
(hun går efter de forrige.)
​
s. 121
Sigurd.
Det er første gang, fosterbroder, at jeg står
våbenløs, mens du er stedt i fare. (lytter.) Jeg hører
skrig og sværdhug; – de er alt ved gården.
(vil over til højre, men standser og viger forbauset tilbage.) Hjørdis!
Hun kommer hid!
[HIS: mangler sceneoverskrift]
( [HIS: mangler ordet] Hjørdis, klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne våbenstykker:
hjelm, pandser, arm- og benskinner . Hendes hår er udslået; på ryggen
bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden har hun buen
med hårsnoren.)
Hjørdis
( [HIS: mangler tekst] ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes af noget, der forfulgte
hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og siger dæmpet):
Sigurd, Sigurd, kan du se den?
Sigurd.
Hvem? Hvor?
Hjørdis.
Ulven der – lige ved; den rører sig ikke;
den ser på mig med to røde øjne! – Det er
min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig
for mig; det betyder at jeg visselig skal dø inat!
Sigurd.
Hjørdis, Hjørdis!
Hjørdis.
Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den
varslet mig.
Sigurd.
Du er syg; kom og gå ind!
​
s. 122
Hjørdis.
Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang
tid igen!
Sigurd.
Hvad er der hændt med dig?
Hjørdis.
Hvad der er hændt? Det ved jeg ikke;
men sandt var det, du sagde idag, at Gunnar
og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra
livet må vi; da kan vi blive sammen!
​
Sigurd.
Vi? Ha, du mener –!
Hjørdis
(med højhed).
Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du
tog en anden til viv. Ilde handled du dengang!
Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro
ven, – alt, kun ikke den kvinde han har kær;
thi gør han det, da bryder han nornens lønlige
spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig
røst i mig, som siger, at jeg blev til, for at mit
stærke sind skulde løfte og bære dig i de tunge
tider, og at du fødtes, for at jeg i en mand
kunde finde alt det, der tyktes mig stort og
ypperligt; thi det ved jeg, Sigurd, – havde vi
to holdt sammen, da var du bleven navnkundigere
og jeg lykkeligere end alle andre!
​
s. 123
Sigurd.
Unyttig er den klage nu. Mener du det er
lysteligt, det liv jeg har ivente? Hver dag at
være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet
klemmes ved. Og dog, det må så være; ændres
kan det ikke.
Hjørdis
(under stigende vildhed).
Det skal det dog! Ud af livet vil vi begge
gå! Ser du denne buesnor? Med den rammer
jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad
over den! (lægger en pil i buen, der er spændt.) Hør! Hør,
hvor det suser højt oppe! Det er de dødes
hjemfærd; jeg har hekset dem hid; – i lag
med dem skal vi følges!
Sigurd
(viger tilbage).
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!
Hjørdis
(uden at agte på ham).
Ingen magt kan ændre vor skæbne nu! O,
ja – det er også bedre så, end om du havde
fæstet mig hernede i livet; end om jeg havde
siddet på din gård for at væve lin og uld og
føde dig afkom, – fy, fy!
Sigurd.
Hold op! Din trolddomskunst har været
dig overmægtig; den har kastet en sjælesot på ​
s. 124

dig! (forfærdet.) Ha, se – se ! Gunnars gård, –
den brænder!
​
Hjørdis.
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe
er bedre end Gunnars bjælkestue!
Sigurd.
Men Egil, din søn, – de fælder ham!
Hjørdis.
Lad fældes, – så fældes min skændsel med
det samme!
Sigurd.
Og Gunnar, – de tager din husbonds liv!
Hjørdis.
Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg
følge hjem inat! Ja, Sigurd, så må det være;
her i landet gror ikke lykken for mig; – den
hvide gud kommer nordover; ham vil jeg ikke
stedes til møde med; de gamle er ikke stærke,
som før; – de sover , de sidder halvt som
skygger; – med dem vil vi strides! Ud af livet,
Sigurd; jeg vil sætte dig på himlens kongestol,
og selv vil jeg sidde dig næst! (Uvejret bryder løs.) Hør,
hør, der kommer vort følge! Kan du se de sorte
jagende heste; en for mig og en for dig! (kaster
buen til kinden og skyder.) Så far da den sidste færd!
Sigurd.
Vel truffet, Hjørdis!
(han falder.)
​
s. 125
Hjørdis
(jublende, idet hun iler hen til ham).
Sigurd, min broder, – nu hører vi hin-
anden til!
Sigurd.
Nu mindre end før. Her skilles vore veje;
thi jeg er en kristnet mand.
Hjørdis
(forfærdet).
Du –! Ha, nej, nej!
Sigurd.
Den hvide gud er min; kong Ædhelstan
har lært mig ham at kende; – det er op til
ham jeg nu går.
Hjørdis
(i fortvivlelse).
Og jeg –! (slipper buen.) Ve , ve !
Sigurd.
Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig
ud af mit eget hjerte og gav dig til Gunnar.
Tak, Hjørdis; – nu er jeg så let og fri.
( dør .)
Hjørdis
(stille).
Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl!
(Uvejret vokser, hun udbryder vildt.) De kommer ! Jeg har
galdret dem hid! Men nej, nej; – jeg følger
jer​ ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det
hjælper ej; – de ser mig; de ler og vinker , de ​
s. 126

sporer sine heste! (iler ud på fjeldkanten i baggrunden.) Der
er de over mig; – og intet ly, intet skjul! Jo,
på havets bund kan hænde!
(hun styrter sig ud.)
[HIS: mangler sceneoverskrift]
(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og Ørnulfs
mænd kommer efterhånden ind fra højre.)
Ørnulf
(vendt mod gravhaugen).
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligger
I ikke!
Dagny
(kommer).
Fader, fader, – skrækken dræber mig; –
al den blodige færd – og uvejret; – hør, hør!
Gunnar
(med Egil på armen).
Giv fred og ly for mit barn!
Ørnulf.
Gunnar herse!
Gunnar.
Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine
svende faldne; jeg er i din vold; gør som dig
tykkes!
Ørnulf.
Det står til Sigurd. Men ind under tag;
det er utrygt herude!
​
s. 127
Dagny.
Ja, ind, ind! (går henimod bådhuset, får øje på liget og
udstøder et skrig:) Sigurd, min husbond; – de har
dræbt ham!
(kaster sig ned ved ham.)
Ørnulf
(iler til).
Sigurd!
Gunnar
(sætter Egil ned).
Sigurd dræbt!
Dagny
( ser fortvivlet på mændene, der står om den døde).
Nej, nej, det er ikke så; – han må være
ilive endnu! (bemærker buen.) Ha, hvad er det!
(rejser sig.)
Ørnulf.
Datter, det er nok, som du først sagde, –
Sigurd er fældet.
Gunnar
(som greben af en pludselig tanke).
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her?
Dagny
(sagte og med fatning).
Jeg ved ikke; men det ved jeg, at hendes
bue har været her.
Gunnar.
Ja, jeg tænkte det nok!
​ ​
s. 128
Dagny.
Ti, ti! (for sig selv.) Så bittert har hun da
hadet ham!
Gunnar
(sagte).
Fældet ham – natten før holmgangen; så
har hun endda elsket mig.
(Alle farer forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.)
Egil
(med skræk).
Fader! Se , se?
Gunnar.
Hvad er det?
Egil.
Deroppe – alle de sorte heste –!
Gunnar.
Det er skyerne, som –
Ørnulf.
Nej, det er de dødes hjemfærd.
Egil
(med et skrig).
Moder er med dem!
Dagny.
Alle gode magter!
Gunnar.
Barn, hvad siger du!
​
s. 129
Egil.
Der – foran – på den sorte hest! Fader,
fader!
(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret drager
forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)
Gunnar
(stille og smerteligt ).
Nu er Hjørdis visselig død!
Ørnulf.
Det er vel så, Gunnar; – og på hende
havde jeg mere at hævne end på dig. Dyrt
blev mødet for os begge; – – der er min
hånd; fred og forsoning!
Gunnar.
Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med
til Island!
Ørnulf.
Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:

 
Højt om heltefærd og stærke
kæmpers leg på norske strande
skal til sildigst æt fra Island
sjunges over nordens lande!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her